A/S Femern Landanlæg er stiftet den 16. november 2009 som et 100 pct. ejet datterselskab af Sund & Bælt Holding A/S. Selskabets kapital udgør 510 mio. kr. og er sammensat af en aktiekapital på 500 mio. kr. og en overkurs på 10 mio. kr. Selskabskapitalen er tilvejebragt via apportindskud af Sund & Bælt Holding A/S’ aktiebesiddelse i Femern A/S. Hermed er A/S Femern Landanlæg moderselskab for Femern A/S.
Selskabet er etableret med henblik på at varetage ejerskabet og finansieringen af de danske landanlæg i forbindelse med den faste forbindelse over Femern Bælt. Projekteringsarbejdet for jernbaneanlæg udføres af Banedanmark‚ mens projekteringsarbejdet for vejanlæg udføres af Vejdirektoratet.
Koordineringen af projekteringsarbejdet for den samlede forbindelse dvs. kyst-til-kyst-forbindelsen‚ der varetages af Femern A/S‚ og de danske landanlæg varetages af Sund & Bælt Holding A/S. I 2009 er projekteringsarbejdet vedrørende jernbaneanlæggene påbegyndt.