Omfattende miljøundersøgelser ligger til grund for den tilladelse, Sund & Bælt fik af Energistyrelsen til at opføre Sprogø Havvindmøllepark.
Miljøundersøgelserne belyste, i hvilken udstrækning møllerne ville påvirke områdets flora og fauna både i anlægs- og driftsfasen. Miljøet er blevet overvåget i anlægsfasen, og undersøgelser vil fortsætte efter parken er etableret. Læs rapporten i faktaboksen til højre.
Marsvin
I miljøundersøgelserne har der i særlig grad været fokus på påvirkninger af marsvin, da en af Europas største bestande af marsvin findes i Storebælt. Det forventes, at marsvinene kun vil blive påvirket i begrænset omfang og fortrinsvis i anlægsperioden.
For at tage størst muligt hensyn til dyrene blev arbejdet med opsætning af møllerne derfor først sat i gang efter marsvinenes yngleperiode midt i august. DMU (Danmarks Miljøundersøgelser) gennemførte for Sund & Bælt i hele anlægsfasen et overvågningsprogram for marsvin for at registrere påvirkninger af dyrenes levevilkår i området.
DMU har netop afleveret en rapport til Sund & Bælt, på baggrund af undersøgelser af forekomsten af marsvin i området omkring møllerne i perioden 2008 – 2010 – før, under og efter byggeriet af Sprogø Havmøllepark.
Rapporten konkluderer, at effekten af byggeriet ikke har været målelig og sandsynligvis har været minimal på marsvinene i området.
Fugle og tudser
Der har været stor fokus på påvirkninger af områdets mange fugle, særligt de trækkende edderfugle og ynglende splitterne. Disse arter udgør grundlaget for Fuglebeskyttelsesområde 98, som grænser op til vindmøllerparken og dækker hele Sprogø og farvandet rundt om øen. Miljøundersøgelserne har vist, at påvirkningen af fuglene vil være så lille og kortvarig, at det er uden væsentlig betydning for områdets fuglebestande.
I byggeperioden for vindmøllerne har der været afspærret et undersøgelsesområde på 1 km x 4 km liggende parallelt med fuglebeskyttelsesområdets nordlige afgrænsning samt et ca. 400 m bredt undersøgelsesområde ind til Sprogø. Der er stillet krav til entreprenørerne, at sejlads til og fra det afspærrede område skal ske i definerede sejladskorridorer. Kravet er aftalt med miljømyndighederne for at reducere påvirkningerne i fuglebeskyttelsesområdet.
På Sprogø blev der især taget hensyn til de beskyttede dyrearter såsom den grønbroget tudse. Der er etableret et tudsehegn i forbindelse med gravearbejdet for at holde tudserne væk fra graveudstyr og udgravninger.
Påvirkning af havbunden
Udgravning til fundamenter og kabler medførte et midlertidigt tab af bunddyr og muslinger, men dog hurtigt genetableres, når parken er færdig. Som det er set på Storebæltsbroens bropiller, kan møllernes fundamenter være med til at styrke havmiljøet, fordi de giver god grobund for alger og muslinger, der er føde for dyr højere oppe i fødekæden.
Fiskeri
I henhold til fiskeriloven, ”LBK nr. 371 af 24. april 2006” skal der forhandles med fiskeriorganisationerne om erstatning på dokumenterede tab ved etablering af vindmøllerne. Der blev afholdt møder med Bælternes fiskeriforening forud for anlægsarbejdet, og indgået forlig om erstatning for gener af fiskeriet i anlæg og driftsperioden for vindmøllerne.