Mennesket adskiller sig som art fra andre dyrearter ved to ting: Det kan tale, og det kan anvende ild. Hvis man skulle være så heldig at træffe et dyr, der kan tale og anvende ild, så har man mødt et menneske. Hvert af de to artstræk har ført til hver sin mærkelige og epokegørende opfindelse: Skriften og hjulet. Med disse to opfindelser begynder historien. Hvad der skete før den tid fortaber sig i antropologi, etnografi og arkæologi – respektabelt, men lidt mere kedeligt end historie, mener en historiker.

Skriften og hvad derhen hører, lader vi ligge her. Vi vil se på det med hjulet. En opmærksom mand (den tyske biokemiker Frederic Vester) har lagt mærke til, at hjulet, atomspaltningen og laserlyset er de eneste opfindelser, bortset fra skriften og hvad derhen hører, som er rent menneskelige. De har ikke som alt andet forbilleder i noget eksisterende naturfænomen.

Når connect stiller mig spørgsmålet, om det i det hele taget er muligt at øge vores velfærd uden at øge energiforbruget og dermed udslippet af CO₂, må jeg svare, at det er der ingen – i hvert fald ingen historiker – der kan give noget begrundet svar på, for i det ikke særligt lange løb er vi alle døde. Jeg må nøjes med at fortælle, at der faktisk indtil ca. år 1500 i Mellem- og Sydamerika har eksisteret veludviklede civilisationer med byer på ca. 300.000 indbyggere, dvs. større end nogen, man på den tid havde i Europa, og større end nogen nu-tidig dansk by, bortset fra København.

Når det kunne lade sig gøre at opbygge og vedligeholde byer, der var større, end Århus og Odense er til sammen, uden brug af hjul og med et meget begrænset kendskab til metaller (f. eks. uden anvendelse af jern, stål og aluminium) og uden at anvende plastik, så var grunden, at befolkningen stort set var vege-tarer uden at vide, at det var det, de var. Indianerne holdt ikke husdyr. Det, der skulle transporteres, blev båret af mennesker,

Den vegetariske levemåde og fravalget/den manglende tæmning af husdyr havde afgørende betydning for den måde, samfundet fungerede på, sammenlignet med de samtidige europæiske. De europæiske var baseret på, at folk spiste kød og brugte mælk fra dyr. Det samlede forbrug af ressourcer pr. indbygger var alene af den grund langt større i de europæiske kulturer end i de andre samtidige, specielt i de amerikanske.

Når de europæiske byer var mindre end de amerikanske, har det, udover det store ressourceforbrug og det dermed forbundne transportbehov, også været, fordi dødeligheden i de europæiske byer før 1800-tallet var større end befolkningstilvæksten. "Byen æder mennesker" sagde man. Bybefolkningens størrelse kunne kun opretholdes gennem en stadig tilvandring fra landet.

Sådan var det, fordi sygdomstrykket i de europæiske byer var så stort. Også det hang sammen med husdyrholdet. Dels var den kombinerede affaldsmængde fra dyr og mennesker større, end man kunne håndtere den, og dels udviklede det nære samliv mellem dyr og mennesker livsfarlige sygdomme, når sygdomsfremkaldende vira og bakterier overskred artsbarriererne. Relativt fredsommelige dyresygdomme blev til livsfarlige dræbere, når de optrådte i mennesker, som tuberkulose fra kvæg, influenza fra fjerkræ, pest fra rotter osv.

Denne sammenhæng blev de før-columbianske højkulturers skæbne: 90 pct. af befolkningen blev udryddet af de sygdomme, som de europæiske erobrere påførte de opdagede indianere. Det gav europæerne ressourcerne fra de to store tømte amerikanske kontinenter – et forhold, der var med til at gøre det muligt også at smadre de tyrkiske, persiske, indiske og kinesiske højkulturer i løbet af 1800-tallet.

Hvad kan man så lære af den historie? For eksempel at den letteste, hurtigste, billigste, sjoveste og mest effektive måde at nedbringe udledningen af CO₂ og drivhusgasser på, er at overlade det til pattebørn at drikke mælk. Hvis der skal mere til, kan vi spise mere frugt og flere grøntsager. Så kan vi ikke spise så meget kød, men vi behøver ikke af den grund at sidde som de vilde dyr i skoven uden cognac og cigarer.